Præsten bor bag solide mure

  I 1978 er det 100 år siden,  præstegården i Tilst blev bygget. Fem år tidligere, i 1873, blev Tilst-Kasted et selvstændigt pastorat, det havde helt fra middelalderen været delt mellem Brabrand og årslev, således at Kasted blev styret fra Brabrand og Tilst fra Årslev. Det fandt man åbenbart uhensigtsmæssigt, og så fandt der en omregulering sted, en ny præst blev ansat og installeret til leje i den østligste gård i Tilst, nr. 5 i rækken fra kirken på det tidspunkt.
  Præsten hed H. A. Kryger, og han betjente embedet indtil 1878, da den nuværende præstebolig blev bygget.
Præstegården ligger på et højdepunkt øst for Tilst, 80 m over havet, kaldet Solhøj, antageligt et forhistorisk kultsted fra den hedenske tid. Ved at anbringe præsten her har man måske ment det nemmere for ham at mane disse forestillinger i jorden.

Solide mure
Bygningsmæssigt er er i ikke sket noget i de 100 år. De solide kampestensmure lader sig ikke så let påvirke af tidens tand, og både bolig og udhuse er opført af dette materiale. Til at begynde med boede præstegårdsforpagteren i kælderen, der strækker sig under hele præsteboligen, men det blev efterhånden for fugtig en tilværelse, og i 1903 byggedes et lille murstenshus til forpagteren.
Til præstegården hørte oprindeligt ca. 50 tønder land, men i udstykningsperioden blev fraskilt 25 tønder land til to statsejendomme. Nu er forpagteren borte, jorden er udlejet til en landmand i Tilst, og avlsbygningerne står tomme.
Pastor Vagn Jørgensen, der har beklædt præsteembedet i 20 år, har den alder, hvor han ønsker at fratræde, og så er det meningen, boligen skal restaureres. Det har varet på tale at bygge en helt ny præstebolig andet steds i byen, men nu har menighedsrådet vedtaget, at præsteboligen fortsat skal være den nuværende. 
For 100 år siden var jord ikke noget, man skulle grave så dybt i tegnebogen for at erhverve. Det ses af - den enorme park, der blev anlagt til den nye præstegård. Den var så stor, at det var uoverkommeligt for præsten alene at holde den i friseret stand, og det har sat sit præg på det, man nu vil kalde en naturpark. Mange af de store træer er sikkert plantet ved anlæggelsen og har fået lov at vokse og brede sig, som det er deres natur. Der findes mange sjældne arter, som man skal vidt omkring for at finde i tilsvarende størrelser.
En botanisk kuriositet kan betragtes på et stort, frønnet akacietræ. Her har et lille frø af en birk fundet grosted i en revne i barken for en halv snes år siden, og nu ser man en kraftig birkegren frimodigt vokse ud på akacietræet.

Junglen

Længst mod øst møder man junglen. Forlader man den smalle sti, er krumkniven næsten nødvendig for at trænge helskindet gennem den selvsåede underskov. End ikke en »Tarzanhytte« i trætoppene mangler, men den stammer nu vist fra FDP’erne, der før de fik Vestergården, havde deres – tumleplads i dette vildnis. Alle mulige fuglearter har her fundet deres paradis.
Så er vi fremme ved »Den grågrønne, grumsede Limpopoflod«, hvor vraget af en kano ligger forladt med bunden i vejret. Med lidt fantasi kan den snart tilgroede dam godt minde om troperne – selv myggene har en usædvanlig slagkraft, forhåbentlig uden risiko for malaria. For nogle år siden valgte man stedet her til en filmoptagelse, der skulle illudere et øde, menneskeforladt område, hvor dramatiske ting kunne foregå.
Den store park har været rammen om mange fester og sammenkomster for både børn og ældre og er det fortsat. Hvis ellers de bestemmende organer har sans for storladen natur, -tager de forhåbentlig hensyn til dette. ved det forestående restaureringsarbejde på præstegården.