Hoveri historisk

 

Hoveri var det pligtarbejde, som bønderne ydede til hovedgårdenes drift eller til det offentlige. I begge tilfælde var hoveri en del af afgiften for brugen af jord eller bolig.

Hoveriet kendes fra middelalderen, men først da, godssystemet i dets senere form med hovedgårdsdrift og underliggende samlet bøndergods, fik det almindelig udbredelse og fandt den udformning, der kulminerede i 1700tallet, og gjaldt frem til 1800tallet. Hoveri blev en del af fæstebøndernes ydelser til godsejeren og var uløseligt forbundet med fæstevæsenet. Da hoveriarbejdet var grundbyrde, behøvede fæsteren ikke møde personligt, men kunne sende en anden i sit sted. Ved siden af hoveriet til godsejeren opstod forskellige former for hoveri til det offentlige, noget af det første var kørsler for kongen og hans embedsmænd, senere kom også vejhoveri, ligesom forpligtelsen til at stille arbejdskraft til brandbekæmpelse og især til snekastning er udløbere af det offentlige hoveri, der har eksisteret helt frem til vor tid.

Man skelnede mellem avlingshoveri, der omfattede arbejdet på hovedgårdsmarkerne, og småhoveri, der dækkede vedligeholdelse af bygninger, havearbejde, budtjeneste m.m. Endvidere sondredes der mellem 

spanddage:

hvor der skulle stilles med vogn, trækkraft og mandskab, 

pløjedage: 

hvor man skulle møde med plov, trækkraft og mandskab, og 

gangdage: 

som indebar fremmøde af en voksen person. 

Godserne kunne organisere hoveriet på forskellig måde, men hyppigt havde man åremål, dvs. at den hoveripligtige under avlingshoveriet skulle drive et bestemt afgrænset areal. Omgangshoveri indebar, at arbejdet blev udført af de hoveripligtige gårde efter en fastlagt orden, mens flængshoveri derimod udførtes af alle de fremmødte og antagelig var den mildeste hoveriorganiseringsform.

Hoveriets omfang voksede gennem 1600- og 1700tallet. Den ældre betegnelse ugedagstjener afspejlede, at der ydedes en arbejdsdag ugentlig, mens hoveriet især i 1700tallet blev mere og mere omfattende. Det blev således fæstebondens vigtigste afgift til godsejeren og beregnedes i 1780erne til at være fire gange så meget værd som landgilden. Hoveriet havde aldrig været bestemt, dvs. dets omfang var ikke præciseret i bondens fæstebrev. Fæstebonden påtog sig ved fæstets overtagelse normalt at yde hoveri i forhold til andre fæstebønder, medmindre hoveriet var afløst af en pengeydelse, hvilket f.eks. kunne ske for fæstegårde, som lå langt fra hovedgården.

Det tiltagende hoveri førte i flere tilfælde til konflikter mellem godsejere og fæstebønder, som mente at de nye arbejdsbyrder stred mod, hvad der var vundet hævd for. Det enevældige styre var opmærksomt på problemet, og en regulering af hoveriet blev et vigtigt led i landboreformerne i den sidste fjerdel af1700tallet, da det var en udbredt antagelse, at det ubestemte hoveri var en hindring for landbrugets forbedring. Det i 1768 oprettede landbrugskollegium, Generallandvæsenskollegiet, forlangte i 1769, at alle godser udfærdigede og indsendte hoverireglementer, hvori hver enkelt fæstebondes hoveriydelser var bestemt i art og omfang. Da det viste sig, at godsejerne ikke havde skåret ned på hoveriet, dekreterede Struensee, der da var kommet til magten, i en anordning i 1771, at hoveriet skulle reguleres i forhold til hartkornet, og at der skulle gives bønderne kvittering for deres ydelser. Efter Struensees fald i 1772 blev avlingshoveriet atter gjort ubestemt ved forordning i 1773, de i 1769 indførte reglementer gjaldt nu kun for småhoveriet,

Den Store Landbokommission, der blev nedsat i 1786 og havde C.D. Reventlow og C. Colbiørnsen som toneangivende medlemmer, fik bl.a. til opgave at udfærdige en nærmere bestemmelse af hoveriet. I 1788 udarbejdede Reventlow en udredning med et forslag til lovbestemmelse af gårdmandshoveriet. Udsigten til nedsættelse af hoveriet opildnede flere steder, især i Østjylland, bønderne til at nægte at yde hoveriarbejde. Amtmændene fik i 1789 mulighed for at idømme strejkende bønder bøder, og i 1791 indskærpedes det, at hoveriet skulle ydes, og at hovbønderne skulle være lydige mod godsejerne, men at hustugt ikke måtte udøves over for gårdfæsteren og hans hustru under hoveriarbejdet.

Ved bekendtgørelser, opfordredes bønder og godsejere senere i 1791 til at indgå frivillige aftaler om omfanget af hoveriet, idet man stillede i udsigt, at staten ville fastlægge hoveriets omfang, hvor aftale ikke blev indgået. Det skete dog først i 1795, da en jysk og en sjællandsk-fynsk kommission fastsatte hoveriet på omkring 80 godser. Ved en forordning i 1799 blev der givet retningslinjer for hoveriets fremtidige organisation på baggrund af de gennem 1790’erne etablerede aftaler om omfang og karakter. Denne endelige hoveriforordning betød ikke en nedsættelse, men en fastlåsning af hoveriet på det niveau, der var gældende ved udgangen af 1700tallet. Den omfattede gårdmandshoveriet, mens husmændenes ydelser, betegnet pligtarbejdet, først reguleredes ved en forordning af 1807, der ikke indebar nogen fiksering af arbejdets art eller omfang.

I slutningen af 1700tallet. fandt en omfattende afvikling af hoveriet sted dels ved overgang til selveje, dels ved lokale aftaler. I de første stænderforsamlinger 1835-36 blev kravet om afløsning af hoveriet rejst fra bondeside, og i 1838 opfordrede kongen i overensstemmelse med stænderforsamlingerne til en frivillig afvikling, hvilket også skete i betydeligt omfang. I 1835 var omtrent halvdelen af fæstegodset hoverifrit, og udviklingen fortsatte i de følgende år og styrkedes i 1850 ved en lov, der gav jordejeren eller en tredjedel af de hoverigørende fæstere ret til at kræve hoveriet afløst mod en pengeydelse. I 1840’erne skete der tillige en omfattende afvikling af det offentlige hoveri.

Gårdmandshoveriet var fra da af uden betydning, selvom de sidste rester først forsvandt omkring 1890. Husmændenes pligtarbejde blev reguleret ved lov i 1848, og de fik ligesom gårdmændene mulighed for afløsning i 1850. Disse lovindgreb indebar dog ingen afgørende ændringer i husmændenes forhold til jordejerne; naturelarbejde vedblev således at være en væsentlig del af husmændenes ydelse for brug af bolig og evt. jordlod.

Hoveriet fremstod fra det tidspunkt, da spørgsmålet om dets afløsning blev rejst, og i den nære eftertid som det umiddelbart mest synlige udtryk for bondens undertrykkelse i det gamle landbosamfund.